FAQ/Ofte stillede spørgsmål

Her kan du finde svar på en række spørgsmål, vi ofte oplever bliver stillet ift. at være medlem og træne hos os.

Kan jeg deltage i træningen uden at have dyrket kampsport før?

Ja, det kan du sagtens. Vores begynderhold er indrettede til at både helt nye indenfor kampsport og udøvere, der vil prøve en anden stilart, kan være med.

Jeg er mellem 15 og 17 år gammel – hvilke hold kan jeg deltage på?

Som 15 – 17 årig starter du altid som Ungdomsmedlem i aldersgruppen 11 – 17 år og kan træne med på holdene i den aldersgruppe samt Kick N’ Burn. Viser du til en træning, at du er “skarp” og moden til at tage imod instruktion, kan du anmode instruktørerne på Ungdomsholdet om dispensation til at blive opgraderet til “Juniormedlem”, der også har adgang til træning på de regulære voksenhold.

Vurderingsgrundlaget er primært om du har en god attitude til træningen og generelt hvorvidt du modenhedsmæssigt er klar til at interagere i et mere voksent miljø.

Hvordan booker jeg plads på holdene efter mit prøvemedlemskab er udløbet?

Er din prøvemedlemskabsperiode udløbet og ønsker du at fortsætte dit medlemskab, kan du under abonnementsoversigten vælge et abonnement passende til din aldersgruppe og tilknytte et kontingent til din medlemskonto.

Herefter burde det være muligt at booke plads igen. Skulle det ikke fungere, kontakt da venligst info@aalborgmartialarts.dk eller henvend dig i receptionen med udfordringen.

Hvad skal jeg medbringe til min første træning?

Du skal medbringe træningstøj, gerne shorts / leggings, en t-shirt / top og en flaske til vand.
Man kan også træne i lange bukser / ærmer, blot beklædningen ikke forhindrer fri bevægelse af arme og ben.

Udstyr som handsker og benskinner kan lånes i lokalerne under træningen uden ekstra omkostninger – vær dog forberedt på, at udstyret har været brugt af andre.

Jeg er lidt oppe i årene – kan jeg stadig blive medlem?

Ja, det kan du godt. Vi har medlemmer i et vidt aldersspænd (primært 20 – 40 års alderen), men der er også plads til ældre. Vi træner generelt efter princippet om at man deltager efter bedste evne, dog selvfølgeligt med forbehold for, at udførsel af grundteknik og bevægelse er mulig.

Jeg er i rimelig dårlig form eller har en skade – kan jeg stadig træne med?

Ja, det kan du godt. Generelt anbefaler vi dog, at man for at få den bedste opstart kan jogge (eller tilsvarende) i løst tempo i 5 minutter uden pause inden opstart, da kondi er vigtig del af kampsport – men det kan også optrænes løbende under træningen. På begynderholdende gælder det, at man træner med efter bedste evne, så man kan godt løbende træne formen op.

I forhold til skader er det relativt til skadens omfang. Drejer det sig om ledskader og lignende, skal man være forsigtig mht. at sikre, at træningen ikke forværrer eller får en gammel skade til at genopstår – i den situation må man vurdere, om man kan holde til programmet. Her gælder selvfølgeligt samme princip om at deltage efter bedste evne på begynderholdene.

Hvilket udstyr anbefales det at skaffe?

I forhold til udstyr er “begyndermodeller” i kunstlæder tilstrækkeligt for de fleste – for handsker og benskinner ligger de som regel i prislejet omkring 450.- for hhv. skinner og handsker, dog kan der i nogle butikker findes gode pakketilbud med begge dele til en billigere pris.

Generelt plejer vi at anbefale 14oz til 16oz handsker til almindelig træning – er man sværvægter (ca. +86kg) eller tungere anbefaler vi 16oz af hensyn til sikker sparring.

Både skinner og handsker holder ca. 1½ – 2 år eller mere forudsat at man “passer dem” nogenlunde pænt. Der findes masser af tips online til forskellige ting man kan gøre for at forlænge levetiden på udstyret.

Med hensyn til tandbeskytter, anbefales det at starte med en billig-agtig model i silikone, der kan formes til tandsættet med varmt vand. Det vigtigste er at finde en model, der er behagelig at have på og ikke flyver ud under træningen.

Håndbind er anbefalet, typisk 3.5m i længde med elastisk stof. Igen, meget individuelt hvad man har brug for, da nogle udøvere godt kan lide meget “wrapping”, sådan at deres hænder er meget faste (og derfor vælger længere wraps), mens andre primært bruger wraps til at fokusere på ex. håndled, knoer eller andet (og derfor vælger kortere wraps).

Ankelbind er ikke nødvendigt, men igen meget individuelt. Nogle kan godt lide dem og synes de giver støtte, andre ikke.

Skridtbeskytter er anbefalet til sparring. Det sker af og til at nogen bliver ramt i skridtet under en sparringssession og så er det rart med beskyttelse.

Ønsker man at sparre med albuer, er det obligatorisk at anvende beskyttelse.

Ønsker man hyppigt at bruge knæ under sparring anbefales knæbeskyttelse.

Alt i alt, er det vigtigste egentligt en tandbeskytter, så man ikke skal bekymre sig så meget om at hakke tænderne i tungen eller mod hinanden.

Resten af udstyret kan man altid skaffe lidt “efter behov” efterhånden som man får overskud til det og behov for det.

Hvad skal jeg bruge til sparring?

Ønsker man at sparre (både let teknisk og lidt hårdere) anbefales tand- og skridtbeskytter. Tandbeskytter kan købes i receptionen med MobilePay forudsat, at de er på lager. Skridtbeskytter er mindre vigtig til boksning, men en rigtig god idé til Kickboksning, Muay Thai og MMA,.

Er der kønsopdelt undervisning?

Nej, det er der ikke. Vi træner alle på de samme hold, da vi umiddelbart ikke har nok kvindelige medlemmer / interesserede til at afholde kønsopdelt træning.

Kan jeg risikere at blive “smadret” til træning?

Ja og nej.

Ved kontaktsport er der altid en risiko for, at der sker et uheld, hvor man eksempelvis bliver duppet lidt hårdt på næsen / øjet eller lignende. Generelt oplever vi dog ikke, at folk tager fra vores træning med skader andet måske nogle små knubs.

Træningen foregår altid med anvisning om, at man under teknikøvelser og sparring “passer godt på sin makker” og ikke udfører teknikker hårdere end at begge er komfortable med niveauet.

Man kan grundet aktiviteternes natur dog i mindre omfang opleve blå mærker på f.eks. arme, ben og krop, et blåt øje, mindre forstrækninger/forstuvninger mv. da vi ofte sætter vores krop i vejen for slag og spark.

Jeg kan ikke booke plads på holdene – hvad gør jeg?

Som oftest skyldes problemet, at ens prøveperiode er udløbet, man har ikke et aktivt medlemskab tilknyttet sin konto (hvis man f.eks. har holdt pause) eller en betaling for kontingentet er fejlet.

Er man medlem og mener at man burde have et aktivt medlemskab, check da gerne kontoudtog fra banken efter en overførsel til Aalborg Martial Arts og bekræft hvorvidt der er foretaget en overførsel.

Er ens prøveperiode udløbet, kan man starte et regulært medlemskab gennem abonnementsoversigten og vælge et alderspassende medlemskab.

Bemærk derudover, at om søndagen står træningsplanen stadig indstillet til indeværende uge. Check derfor det viste datointerval for om det rette interval er vist, eller skift til den mobilvenlige listevisning af lektionerne ved at trykke på knappen “skift visning” over kalenderen – dér vises kun fremtidige lektioner med start fra dags dato.

Alle ikke-løste problemer bør indberettes til info@aalborgmartialarts.dk eller til en instruktør / receptionist / Facebook gruppe. Undlader at man få løst problemet eller gøre opmærksom på det rettidigt, kan man risikere at blive ekskluderet fra træning indtil det er løst.

Det er ikke for at være onde, men der er trods alt en husleje og andre udgifter, der skal betales, hvilket kontingenterne står for hovedposten af.

Hvordan afmelder jeg mit medlemskab?

Log først på med din medlemskonto på medlemssiden. Linket kan findes under menupunktet “Træning” eller gennem linket her: http://aalborgmartialarts.dk/medlem/medlemslogin/

Find derefter menupunktet “Økonomi” i øverste menu og find derefter menupunktet “Kortoplysninger” i venstre menuen, der ændrer sig til at have flere menupunkter.

I selve indholdsområdet vises dine registrerede kortoplysninger – her er også en knap med teksten “Afmeld kort og abonnement” – tryk her og godkend afmeldingen.

Derefter burde alle fremtidige betalinger ophøre og du er, efter indeværende medlemsperiode ophører, ikke længere medlem af foreningen.